Når et gademarked på den anden side af jorden pludselig føles hjemligt

“Nothing compares, nothing compares to you” synger Sinéad O’Connor sjælfuldt ud over Tristán Narvajas menneskefyldte gade og får snart selskab af lystig spansk schlagermusik. Sirlige pyramider af tomater, appelsiner og kassevis af grøntsager til søndagsmiddagen ligger og gør sig til på bugnende borde. En gade længere fremme sælges skruetrækkere ved siden af en bod med akvarier og farvestrålende småfisk. Uanset hvad man har brug for, kan det sikkert fås her på Uruguays største marked.

Og mens jeg sad på et trappetrin lidt væk fra gaden og betragtede menneskehavet, der bølgede forbi, følte jeg mig næsten hjemme dér midt i det fremmede. Det kan lyde mærkeligt, for jeg har aldrig været i Montevideo før. Derimod har jeg fulgt rejselysten til andre hjørner af verden, hvor livet leves meget anderledes end hjemme i København. På rejserne til fjerne himmelstrøg forventer jeg det fremmede og ukendte, måske endda eksotiske. Og et marked – uanset om det foregår på den anden side af jorden – er stadig det samme alle steder.

Klar, parat, Remote Year

Til gengæld har der været meget nyt i løbet af den sidste tid, noget som jeg ikke har prøvet før. 74 introduktioner til nye rejsefæller, et væld af praktiske og sociale aktiviteter og forsøg på at etablere en arbejdsrutine med blot mig selv ved roret.

Remote Year sørger for de praktiske rammer, så vi er på nettet og kan arbejde fra dag 1. Denne måned holder vi til i Sinergia Cowork i Montevideo, et super funktionelt kontorfællesskab med gode faciliteter og inspirerende miljø. Så i virkeligheden er det jo bare om at komme i gang. De fleste skal ramme tæt på de 40 timer om ugen, så der sidder folk og arbejder fra tidlig morgen til de tidlige aftentimer.

Nye arbejdsrutiner

Den største udfordring med at arbejde for mig selv er, at jeg kun er mig selv. Jeg er vant til at have kollegaer omkring mig, som jeg arbejder sammen med. Men jeg er jo lige præcis kommet for at udfordre mig selv på arbejdsrutiner og prøve noget, jeg ikke er vant til. Den frihed der ligger i nomadelivet, forudsætter, at man kan lave sit arbejde uden at sidde lige ved siden af sine kollegaer hver dag. Samtidig har jeg også kastet mig ud i freelancelivet, hvor journalistik og tekstarbejde vil fylde en del mere end tidligere. Det bliver også interessant at se, hvordan det hele falder på plads.

Midt i alt det nye er det pudsigt, når det eksotiske og det fremmede i virkeligheden bliver det kendte og trygge. Og lige på denne søndag formiddag blev et gademarked på den anden side af jorden pludselig der, hvor jeg følte mig hjemme.

 

Læs videre om Remote Year and Sinergia

Se Infografisk oversigt over Remote Year – Battuta holdet

Læs Ben Schmidtkes anmeldelse af Sinergia på Beard and Boots – Workspace Review: Sinergia Cowork

 

LinkedInFacebookTwitterGoogle+WordPress

1 Comment for “Når et gademarked på den anden side af jorden pludselig føles hjemligt”

Ida

says:

Hej Tanja. Tak for en god beskrivelse af dit nye “hverdagsliv”. Astrid og jeg sidder lige her i sofaen og får os en kop teeee. Og så fandt vi ud af, at vi lige skulle ind og se om du havde noget at berette. Det lyder som om der sker en masse. Vi krydser fingre for, at du får en masse nye spændende opgaver i hus. Knus fra os

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *