Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?

På film er der de her afgørende øjeblikke, hvor hovedpersonen tager en vigtig beslutning, og vi alle sammen ved, at der ingen vej er tilbage. Senere kommer de symbolske scener, hvor det regner, så vi forstår, hvor alvorlig situationen virkelig er, eller hvor hovedpersonen går igennem en dør (metaforisk eller fysisk) til et nyt liv – eller hvis man er Sandy i Grease får en sej makeover og meget højere hår.

Hverken regn eller symbolske døre stjal billedet, da jeg havde sidste arbejdsdag i fredags. Til gengæld var der julefrokost og et band, der spillede op til groovy dans. At slutte med en fest er den bedste måde at sige farvel til gode kollegaer.

Men hvis mit liv var en film, ville der ikke være tvivl om, at vi var kommet til et afgørende øjeblik. Det støvregnede måske endda en lille smule, da jeg traskede hjemad på ømme dansefødder, for det slog mig, hvor bogstaveligt et punktum, der er sat. Jeg har sagt farvel til trygheden og den sidste rest af normalitet i mit liv. Dét at stå op og gå på arbejde hver dag med den grad af forudsigelighed, der trods alt følger med i rutine og opgaver.

Fra nu af skal jeg selv fylde indhold i mit arbejdsliv. Beslutte hvordan jeg vil bruge min tid, og hvad jeg vil lave. Det er skræmmende og udfordrende, og jeg savner allerede en drejebog. På den anden side er det lige præcis det scenarie, jeg har drømt om. At blive puffet ud af min tryghedszone, derud hvor man svømmer uden redningsvest, og man ikke kan forudse, hvad der vil ske. Jeg har også skrevet om det her.

Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?

Jeg ville sige JA!
Ja er et farligt ord. Ja, får én til at love at bage 30 pizzasnegle til klassefesten. Og til at tage imod opgaver man aldrig har løst før. Ja kan betyde, at man vil leve i medgang og modgang med et andet menneske, eller at man flyver højere, end vingerne måske kan bære. Og et ja betyder nu, at jeg er på vej til at rejse næsten jorden rundt med 74 fremmede mennesker uden nogen plan eller fast indkomst på turen.

Det næste år vil jeg ikke være bange, og jeg vil sige JA!

Hvad ville DU gøre, hvis du ikke var bange?

 

 

LinkedInFacebookTwitterGoogle+WordPress

1 Comment for “Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?”

Mette

says:

Du er så sej Tanja. Nu fik jeg endelig fundet frem til din blog. Den er skøn og spændende læsning – jeg glæder mig så meget til de næste indlæg!!

Leave a Reply to Mette Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *